HUNTERS GAME

Vores indendørs skydebaner er indrettet med verdens mest avancerede video udstyr. Her skyder du med rigtige riffler og pistoler og med rigtig ammunition på et stort filmlærred, hvor du med det samme kan se, hvor du har ramt med elektronisk markering. Du vælger selv, om du vil en tur til de nordiske skove eller den Afrikanske savanne og skyde bevægelige mål som vildsvin, kronhjorte, gnuer eller elefanter, eller mere konkurrenceprægede mål som svævende balloner, racebiler eller en kombination.

Du kan også skyde til måls med compoundbuer til skiver og 3D mål i vores store buehal.

Skydebanerne

Hver af de to indendørs skydebaner, er indrettet med 6 individuelle båse, hvor der skydes med skarpt enten med egne eller lejede våben (riffel, pistol og revolver) mod et 9 meter bredt filmlærred. Vi har mere end 500 film at vælge mellem, lige fra den afrikanske savanne til en grøn forårsskov i Danmark, og især vildsvinejagt er populært. Der er også mulighed for mange typer af pointskydning. Hertil har vi en 250m2 bueskydningsbane med plads til 8 samtidige skytter.

Der skydes i 50 minutter ad gangen, og der er altid uddannede instruktører på banen, som sørger for, at alle kommer godt i gang under kyndig og sikker instruktion. Ethvert besøg indledes med en omhyggelig instruktion og sværhedsgraden tilpasses, så både nybegyndere og rutinerede skytter får en god oplevelse.

Alderskrav og betingelser

Alderskravet for pistol- og riffelskydning er minimum 18 år (dog 16 år for riffelskydning for personer med jagttegn). Alle skal kunne fremlægge en ren straffeattest og gyldig billedlegitimation.

Der må ikke skydes i beruset tilstand, ej heller nydes alkohol før eller under skydningen! Har vi mistanke til dette, forbeholder vi os ret til at afkræve en alkotest (professionelt Alkometer) og evt. udelukkelse fra skydning uden refusion af bane- og våbenleje.

Der betales kr. 500 i depositum pr. times leje af skydebane og kr. 250 for buebane uanset antal af personer ved online booking. Restbeløbet samt evt. køb af ammunition betales inden skydning.

Mød gerne op 30 minutter før, så det formelle ikke går ud over det sjove.